Tema 2: kropsbilleder og livsvaner
Vægt og sundhed
Anders Nedergaard
Fedmeepidemien omtales ofte i medierne og ved middagsbordet. Det er et allestedsnærværende begreb, der italesætter overvægt som et stort problem både for den enkelte og for samfundet generelt.
Forklaringen er formentlig, at eftersom vi i Danmark har universel sygesikring, påhviler det individet at bedre sig, så vedkommende ikke ligger til last for samfundet, desuagtet at årsagerne til overvægt primært ligger uden for individets kontrol. Det drejer sig især om det fedmefremmende samfund og i nedarvede sociale og biologiske forhold.
Denne måde at tale om vægt på bidrager til en stigmatisering af overvægtige, et forhold, der er dokumenteret helt ned i indskolingsalderen. Derfor er det vigtigt, at vi kvalificerer diskussioner i klassen om, hvordan vi taler og tænker om vægt, på en åben og anerkendende måde.
Sammenhæng mellem vægt og dødelighed
BMI er et hyppigt brugt udtryk for vægtkategori, defineret som vægten i kg divideret med højden i meter, opløftet til anden potens. Undervægtig er BMI<18.5, normalvægtig op til BMI 25, overvægtig op til BMI 30 og svært overvægtig opefter.
Den videnskabelige litteratur viser klart, at der er et U-formet forhold mellem BMI og risikoen for henholdsvis sygdom og død (figur 1). På befolkningsniveau er det forbundet med en øget risiko for både sygdom og død at have et lavt eller højt BMI.
Hvis man undersøger den samme sammenhæng for andre udtryk for (over)vægt, f.eks. kropsvægt eller taljemål, ser man det samme. Den videnskabelige litteratur viser, at bunden af denne kurve, altså det BMI der er forbundet med den laveste dødelighed og sygelighed, ligger lige under 25, det vil sige ved grænsen til overvægtig og ikke midt i området, som vi definerer som normalvægtig (BMI 18.53-25).
Figuren viser sammenhæng mellem dødelighed og BMI. Den viser risikoen for at dø som funktion af vægten, i forhold til BMI 24. Man ser, hvordan dødeligheden stiger markant både ved lavere og højere BMI værdier. Denne type data skal dog altid tages med det forbehold, at de er observationelle, så de observerede sammenhænge kan forklares af andre forhold, der følger med vægten. Det forsøger man dog at beskytte sig med ved at justere for så mange andre forhold som muligt. Figuren er fra (Global BMI Mortality Collaboration et al. 2016).
Ydermere ser man også, at bunden af denne kurve flytter sig mod højere BMI-værdier med alderen (Figur 2). Så efterhånden som vi bliver ældre, er det forbundet med lavere risiko for tidlig død og sygdom at være i overvægtig-kategorierne.
Figuren viser sammenhængen mellem dødelighed og vægt fordelt på forskellige aldersgrupper og fordelt for mænd og kvinder. Man ser, at den BMI-score, der er forbundet med den laveste dødelighed, lige så stille bevæger sig opad med alderen. Figuren er fra (Peter et al. 2015).
Man ser også, at dette U-formede forhold mellem risikoen for sygdom og død bliver fladere, når man justerer for socioøkonomiske forhold og endnu mere, når man justerer for fysisk aktivitet. Det fortæller altså, at meget af den usundhed, vi forbinder med at veje meget, i virkeligheden i nogen grad kan forklares ved andre faktorer end selve overvægten (Aune et al. 2016; Global BMI Mortality Collaboration et al. 2016).
Der er lavet en større meta-analyse, der viser fænomenet tydeligere, og hvor BMI optimum ligger over 25 for både mænd og kvinder fra 50 og op.
Sammenhæng mellem vægt og dødelighed og godt iltoptag (god form)
En række studier viser endda, at det at være i god form – defineret som havende en høj iltoptagelse – kan beskytte mod de usundhedseffekter, der er er knyttet til (over)vægt.
Det skal forstås sådan, at selv svært overvægtige, der har en høj iltoptagelse (typisk defineret som at tilhøre de bedste 20% af befolkningen), ikke har en højere risiko for at blive syge eller dø end slanke, der er i lige så god form og en lavere risiko end slanke, der er i dårlig form (Barry et al. 2014; Church et al. 2005).
Der er naturligvis færre overvægtige, der er i god form, al den stund at det er svært at træne meget, når man er tung, og at træning i nogen grad beskytter mod overvægt, men det ændrer ikke på, at god fysisk form kan beskytte mod effekterne af overvægt.
Man ser det samme, når man justerer for såkaldt metabolisk profil, typisk defineret ved blodsukkerkontrol, og mængden af fedt og kolesterol i blodet (Yang et al. 2016; Roberson et al. 2014).
Så selv svært overvægtige mennesker, der har blodtryk, blodsukker og blodlipider, der ligger i den gode ende, har en risiko for at blive syg eller dø, der enten svarer til slankes tal for de samme faktorer, eller kun er ganske svagt forøget. Disse markører påvirkes også af, hvor sundt man lever, og i hvor god form man er.
Det understreger endnu en gang, at man godt kan være sund, selvom man er tyk. Ens øvrige sundhedsadfærd kan altså ”vinde” over effekten af at veje meget.
Vægt som individuelt ansvar
Det er et gennemgående narrativ i vores kultur, at vægten er individets ansvar, på trods af at samfundsmæssige, kulturelle og arvelige forhold driver den stigende forekomst af overvægt. Det giver naturligvis mening på den måde, at samfundet ikke kan gøre folk slanke igen, men det betyder også, at overvægtige bliver lagt til last for deres vægt og stigmatiseret.
Denne stigmatisering svækker den psykologiske trivsel og bidrager ultimativt til at gøre det sværere for overvægtige at vælge en anden sundhedsadfærd. Frygten for at føle sig forkert er derfor en væsentlig barriere for mange overvægtige i at deltage i idrætsaktiviteter.
Vi ved grundlæggende ikke, hvad der skal til for at tabe sig
Det ville ikke være så stort et problem at se vægt som et individuelt ansvar, hvis vi rent faktisk vidste, hvad man kunne gøre for at ændre det, men det gør vi ikke.
Der er lavet flere tusinde studier, hvor man har udsat folk for adfærdsændringer, der fører til vægttab, og man ser helt generelt, at selvom overvægtige godt kan tabe sig, så tager de gennemsnitligt set langt det meste på igen inden for et par år. Det dækker naturligvis over forskellige forløb, hvor nogle forsøgspersoner bliver vægtstabile efter forsøget, nogle fortsætter med at tabe sig, mens langt de fleste tager enten lidt eller meget på igen. Nogle ender endda med at veje mere end før.
Vi ved meget, meget lidt om, hvad der gør, at disse forløb er så forskellige, for hvis vi gjorde, ville det være lettere at målrette behandling.
Hvad betyder stigmatisering af overvægtige for sundheden?
Mange overvægtige oplever både at være ramt af en direkte sociokulturel stigmatisering og af en frustration over ikke at kunne ændre på situationen, hvilket i svær grad kan påvirke deres livskvalitet og trivsel.
Vi ved fra den videnskabelige litteratur, at den oplevede stigmatisering og tab af kropslig autonomi bidrager voldsomt negativt til personlig trivsel, og til at det bliver endnu sværere at ændre adfærd (Koponen, Simonsen, and Suominen 2017).
Vi ved også, at overvægtige, der føler sig stigmatiseret på grund af deres vægt, er mere tilbøjelige til at tage på, blive syge og have overspisninger, end overvægtige, der ikke føler sig stigmatiseret (Schvey et al. 2019).
Konklusion
Det er altså entydigt ikke nødvendigvis usundt at være overvægtig i sig selv. Det at være i god form kan fuldt ud kompensere for de selvstændige effekter af overvægt. Ligesom for slanke, så handler det langt mere om sundhedsadfærden. Overvægtige rammes blot hårdere af såkaldt usundhedsadfærd.
Derfor er det uhyre vigtigt at fokusere på sundhedsadfærden frem for vægt eller vægttab, særligt for børn og unge. Især fordi sandsynligheden for at tilegne sig forskellige former for sundhedsadfærd er langt højere end for at tabe sig.
Litteratur
Aune, Dagfinn, Abhijit Sen, Manya Prasad, Teresa Norat, Imre Janszky, Serena Tonstad, Pål Romundstad, and Lars J. Vatten. 2016. “BMI and All Cause Mortality: Systematic Review and Non-Linear Dose-Response Meta-Analysis of 230 Cohort Studies with 3.74 Million Deaths among 30.3 Million Participants.” BMJ. British Medical Journal Publishing Group.
Barry, Vaughn W., Meghan Baruth, Michael W. Beets, J. Larry Durstine, Jihong Liu, and Steven N. Blair. 2014. “Fitness vs. Fatness on All-Cause Mortality: A Meta-Analysis.” Progress in Cardiovascular Diseases 56 (4): 382–90.
Church, Timothy S., Michael J. LaMonte, Carolyn E. Barlow, and Steven N. Blair. 2005. “Cardiorespiratory Fitness and Body Mass Index as Predictors of Cardiovascular Disease Mortality among Men with Diabetes.” Archives of Internal Medicine 165 (18): 2114–20.
Global BMI Mortality Collaboration, Emanuele Di Angelantonio, Shilpa Bhupathiraju, David Wormser, Pei Gao, Stephen Kaptoge, Amy Berrington de Gonzalez, et al. 2016. “Body-Mass Index and All-Cause Mortality: Individual-Participant-Data Meta-Analysis of 239 Prospective Studies in Four Continents.” The Lancet 388 (10046): 776–86.
Koponen, Anne M., Nina Simonsen, and Sakari Suominen. 2017. “Determinants of Physical Activity among Patients with Type 2 Diabetes: The Role of Perceived Autonomy Support, Autonomous Motivation and Self-Care Competence.” Psychology, Health & Medicine 22 (3): 332–44.
Peter, R. S., B. Mayer, H. Concin, and G. Nagel. 2015. “The Effect of Age on the Shape of the BMI-Mortality Relation and BMI Associated with Minimum All-Cause Mortality in a Large Austrian Cohort.” International Journal of Obesity 39 (3): 530–34.
Roberson, Lara L., Ehimen C. Aneni, Wasim Maziak, Arthur Agatston, Theodore Feldman, Maribeth Rouseff, Thinh Tran, et al. 2014. “Beyond BMI: The ‘Metabolically Healthy Obese’ Phenotype & Its Association with Clinical/subclinical Cardiovascular Disease and All-Cause Mortality — a Systematic Review.” BMC Public Health 14 (January): 14.
Schvey, Natasha A., Shannon E. Marwitz, Sarah J. Mi, Ovidiu A. Galescu, Miranda M. Broadney, Deborah Young-Hyman, Sheila M. Brady, et al. 2019. “Weight-Based Teasing Is Associated with Gain in BMI and Fat Mass among Children and Adolescents at-Risk for Obesity: A Longitudinal Study.” Pediatric Obesity 14 (10): e12538.
Yang, Hae Kyung, Kyungdo Han, Hyuk-Sang Kwon, Yong-Moon Park, Jae-Hyoung Cho, Kun-Ho Yoon, Moo-Il Kang, Bong-Yun Cha, and Seung-Hwan Lee. 2016. “Obesity, Metabolic Health, and Mortality in Adults: A Nationwide Population-Based Study in Korea.” Scientific Reports 6 (Juli): 30329.
Flere oplæg
Download opgaver til din undervisning
Det er gratis . Rigtig god fornøjelse.